Hvidsten Kro

Historisk kro fra 1634 med legendarisk æggekage

Hvidsten Kro er ikke bare en af landets ældste kroer. Det er også en kongeligt priviligeret landevejskro, hjem for en legendarisk æggekage serveret i pande og den berømte Hvidstengruppe, der gjorde oprør mod den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Og så oser stedet bare af charme, idyl og unik historie.

Kroen, der er fra 1634, er på 4. generation ejet af familien Fiil. Særligt har det været Marius og Gudrun Fiil, der gør Hvidsten Kro til det, det er i dag. Det var nemlig Gudrun, der opfandt recepten med flæskeæggekagen i panden og Marius, som ledte Hvidstengruppen mod tyskerne. Historien om modstandsgruppen er i øvrigt gjort til en spillefilm (Hvidsten Gruppen fra 2012), der varmt kan anbefales.

Vores tips til stedet

Hvidsten Kro er ikke et sted, man bare lige kommer forbi, medmindre man bor i området, men spørger du os, så er kroen en omvej værd. Godt nok er det et par år siden, vi var der sidst, men vi husker stadig den yderst velsmagende æggekage. Hvis du er til klassiske, danske kroretter, så vil den med garanti falde i din smag. De historiske lokaler giver helt sikkert en ekstra dimension og det er yderst spændende at gå en tur i spiselokalerne for at kigge på de mange gamle billeder, der står rundt omkring.

Bonus 1: Til æggekagen er det værd at drikke en af de tre øl, som Randers Bryghus brygger specielt til Hvidsten Kro.

Bonus 2: Når æggekagen er indtaget, kan man med fordel slå mave med en spadseretur i den tilstødende lade. Her finder man interessante gamle effekter, som Marius indsamlede i sin tid. Mange af de indsamlede ting er også brugt til at udbygge kroen.

Bonus 3: Det er muligt at overnatte i kroens gæstefløj. Vi har ikke selv prøvet det – men det er helt sikkert på vores to do-liste.

1 anmeldelse

  1. Den bedste æggekage med flæsk

Bedøm dette opslag

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mariagervej 450
Spentrup 8981 DK
Vis vej