Cykelruter i Sydjylland​ 2024

Sydjylland byder på spændende cykelruter for enhver smag. Kystområdet langs Vadehavet og Østersøen er perfekt til afslappende ture med vidunderlige udsigter. Oplev det unikke marsklandskab og besøg charmerende kystbyer undervejs. I indlandet er der smukke ruter gennem grønne enge, skove og historiske landskaber. Udforsk søerne og floderne på familievenlige stier, eller udfordr dig selv på mountainbike-stier i bakket terræn.

Sydjylland danner med disse smukke rammer udgangspunkt for mange fantastiske cykelture og naturoplevelser.

National Cykelrute 3: Hærvejsruten

På Hærvejsruten passerer du talrige kulturelle seværdigheder og nogle af landets smukkeste naturområder. I syd oplever man for eksempel landskaber omkring Kongeåen og Jels søerne, i Midtjylland kan man tage en lille afstikker til Gudenåens og Skjernåens kilder og i Dollerup Bakker venter ikke blot nogle af rutens stejleste stigninger, men også en storslået udsigt over Hald Sø. Længere nordpå går ruten gennem Rold Skov tæt forbi Store Økssø og Rebild Bakker. Lige efter man har krydset over Limfjordsbroen til Nørresundby, kan man slå vejen forbi Lindholm Høje, Danmarks største oldtidskirkegård.

Panoramarute 406:
En Cykeltur På Søen

Det store genopretningsprojekt omkring Filsø har givet naturelskere et helt specielt udflugtssted. Kom tæt på massevis af fugle mens du går over dæmningen med enorme vandmasser på begge sider.

Panoramarute 401:
Den Kongelige Marskrute

Dette er en ”både-og” tur på cykel. I cykler både i Danmark og Tyskland. I kommer til at opleve historien om de hårdtarbejdende bønder i Tøndermarsken og historien om det imponerende kongelige palæ, Schackenborg. Cykelturen går gennem de små fredelige landsbyer og til Danmarks ældste købstad, Tønder, med handel og aktivitet.

Panoramarute 402:
Kommandøren Og Kaskelotten

Vil du opleve det smukkeste af Rømø og se steder, der ikke kan ses fra bilvinduet? Hop på cyklen og kør ad hyggelige cykelstier gennem klitlandskaber, der byder på historiske seværdigheder og uimodståelige udsigter over denne smukke ø.

Panoramarute 403:
Vikinger og Vadehavet

Ribe er Danmarks ældste by og ligger midt i Nationalpark Vadehavet. Mange steder i landskabet cykler I forbi spor af vikingetiden og fornemmer, hvordan mennesker har levet her i århundreder på naturens betingelser. Den sønderjyske marsk har formet den gamle vikingeby på godt og ondt, og I ser markeringer af de stormfloder, der har hærget egnen.

National Cykelrute 6:
Esbjerg - København

Tag med på en utrolig cykelrejse og oplev den enestående kontrast mellem Vadehavet og den pulserende storby København! Denne nationale cykelrute fører dig gennem disse vidt forskellige landskaber, der vil forbløffe dig.

Panoramarute 404:
Luft Under Vingerne

Luft under vingerne, duften af hav, liv og glade dage. Dette tilsat en uimodståelig charme fra Nordby bevirker at tanker om, hvordan livet burde leves kommer igen flere gange undervejs på denne charmerende cykeltur.

Panoramarute 405:
Naturpark Vesterhavet

Den rå, flade hede ligger for jeres fødder, når I cykler. Lyngen farver synsfeltet, mens lærkens sang fylder øregangene. I kan finde spiselige svampe og nordiske urter. Og foran jer dukker måske et krondyr op, inden det haster videre ind i plantagen.

National Cykelrute 1: Vestkystruten

Med Vesterhavet som en sikker guideline bevæger Vestkystruten sig ubesværet og til tider i nærmest konstant sidevind gennem århundredgamle natur- og kulturlandskaber. Der er garanti for frisk havluft, plads til eftertanke og smukke vesterhavssolnedgange.

Ruten snor sig gennem marsk, hede og klitplantager, forbi fjorde, søer, en geopark, national- og naturparker, og langs brede, hvide sandstrande. Overalt findes et rigt dyreliv til lands, vands og ikke mindst i luften.

Grænseruten

Grænseruten er en tur på 131 km, som strækker sig fra Vadehavet til Flensborg Fjord, undervejs krydses grænsen 13 gange. Langs ruten er der oprettet rastepladser med cykelhytter, derudover kan man finde 40 informationstavler med historier om grænseegnen.

Panoramarute 407:
Mellem Hav Og Fjord

Turen starter ved Bork Havn, vinden er oftest fra sydvest, og starter du mod nord øges chancen for medvind på de smukkeste strækninger. Bork Havn har masser af atmosfære, og ved Feriepartner Bork Havn finder du cykeludlejning med mange forskellige cykler og størrelser. Der er også surfudlejning og surfskole til dem, der skulle have lyst til et par timers sjov og udfordring inden cykelturen.

National Cykelrute 8: Østersøruten

Denne cykelrute danner en imponerende sløjfe på over 800 kilometer, der strækker sig gennem den sydlige del af Danmark. Ruten er opdelt i 20 etaper. Det er en odyssé gennem det maritime Danmark, hvor du vil krydse otte broer og tage fem færger – eller endda flere, da der er utallige småøer, der frister til ekstra sejlture undervejs. Østersøruten er ideel, hvis du elsker havet, strande og vandsportsaktiviteter, og selv cyklister med kulturel interesse vil ikke blive skuffede.

Regionalrute 23:
Den Skæve Bane

Den Skæve Bane er en historisk og charmerende rute, der er velegnet til både cykling og vandring. Den strækker sig mellem Grindsted og Funder nær Silkeborg og følger den tidligere jernbanelinje, der engang forbandt flere byer i Midtjylland. Stien tager dig gennem det flade vestjyske landskab, hvor du vil opleve skovplantager og krydse flere åer og vandløb. 

Vandvejen

Vandvejen er en smuk cykelrute langs snørklede landeveje og grusstier rundt på Stenderup-halvøen, der ligger ud til Lillebælt. Så tag badetøjet med og snup en dukkert undervejs. I de smukke gamle Stenderup-skove møder du flere tusind år gamle stendysser og gravhøje, og ved Solkær Enge, et enestående naturområde, kan du opleve et rigt dyreliv. Vandvejen har forbindelse til Den Grønne Ring og ruterne i Stenderup Skovene.

Regionalrute 36: Bindeballestien

Ruten starter ved Vestbanevej i Vejle, hvorfra I cykler på stien, som følger sporene efter den gamle Bindeballebane mellem Vejle og Vandel. Ruten strækker sig over 36 km, undervejs på turen er der mange fantastiske oplevelser og seværdigheder. Der er masser af muligheder for overnatning i løbet af ruten, hvor I kan vælge mellem den lidt mere luksuriøse hotelovernatning på Haraldskær Sinatur Hotel & Konference eller en teltovernatning på en af tre primitive lejrpladser.

Hent vores gratis app

…og få tips til oplevelser, spisesteder m.m. i nærheden af dig lige nu.

da_DK