Regler og vilkår for afstemninger på OpdagDanmark

Som følge af stor interesse for nogle af vores afstemninger og dermed øget konkurrence om at komme til tops i afstemningerne, har vi lavet denne side for at fastslå, hvad der er tilladt og ikke tilladt, samt hvad vi gør for at hindre snyd.

Har du et spørgsmål, du ikke finder svar på herunder, er du mere end velkommen til at skrive til os på info@wordpress-378369-3668824.cloudwaysapps.com.

Hvor ofte kan man stemme?

Regionale afstemninger: Du kan stemme 1 gang.

Finale: Du kan stemme 1 gang på din favorit.

 

Kan man stemme flere gange?

For at forhindre snyd og muligheden for at stemme utallige gange, kræver vores afstemningsmodul, at du bekræfter dine stemmer med en sms. På den måde kan man kun stemme én gang pr. telefonnummer, og på den måde får vi en fair afstemning.

Hvorfor skal jeg bekræfte med sms?

For at forhindre snyd med afstemningerne men samtidig gøre det så nemt og anonymt at stemme som muligt, har vi indført en sms-kontrol, når du stemmer. Det er slut med afstemninger, hvor man kan stemme flere gange og snyde ved at rydde cookies eller snyde med ip-adresse. Med vores sms-tjek kan alle med et mobilnummer afgive en stemme.

Alle telefonnumre anonymiseres i databasen. Læs mere om dette i vores cookie- og privatlivspolitik.

Hvorfor er det ikke alle steder, der er med?

OpdagDanmarks afstemninger foregår via nomineringer. Hvis ikke der er nogle, der vil stemme på et sted, så er der ingen grund til at have det med på listen. Især fordi, vi så får nogle utroligt lange lister.

Du kan til enhver tid skrive en mail til info@opdagdanmark og nominere din favorit, hvis den ikke allerede er på listen. Så tilføjer vi den så hurtigt som muligt.

Er det gratis at være med?

Selvfølgelig er det gratis. Alle skal have mulighed for at være med i deres kategori på lige vilkår. Derfor koster det aldrig noget at komme med i afstemningerne, og da vi lægger stor vægt på troværdighed, er det selvfølgelig ikke muligt at købe sig til flere stemmer hos os.

Hvad må/må man ikke gøre for at få flere stemmer?

Med OpdagDanmarks afstemninger har vi til hensigt at finde frem til de bedste steder i Danmark. Dem finder vi ved at nå ud til de mennesker, der via egen erfaring kan anbefale deres favoritter. Kreative tiltag som køb af taletidskort, konkurrencer og attraktive præmier m.m. kan imidlertid underminere dette og få folk til at stemme på steder uden at have kendskab til stedet.

For at undgå dette har vi lavet lister, der beskriver de ting, man må og ikke må:

Du må ikke:

  • Bruge konkurrencer, tilbud og rabatter i forbindelse med OpdagDanmarks afstemninger
  • Give/tilbyde produkter/ydelser gratis til folk mod at få dem til at stemme
  • Købe taletidskort for at stemme mange gange.

Du må gerne:

  • Booste dine opslag vedrørende afstemningen på sociale medier
  • Bruge en præmie udstedt af OpdagDanmark ifm. afstemningen til at markedsføre din egen deltagelse

Disse regler gælder for alle, nominerede som ikke-nominerede.

Vi foretager løbende stikprøver og kontakter folk, der har stemt, for at sikre os, at der ikke bliver snydt.
Opdager vi større mængder af ukontaktbare, lignende telefonnumre, forbeholder vi os retten til at fjerne disse.

Er du i tvivl om, hvorvidt et tiltag overtræder vores regler? Så tøv ikke med at skrive til os på info@wordpress-378369-3668824.cloudwaysapps.com eller telefon 53 63 12 14.

For nominerede:

Ved 1. overtrædelse af ovenstående regler får den nominerede en advarsel og stemmerne fjernes for hele dagen hvor reglen blev overtrådt, samt de efterfølgende 3 dage (eller indtil konkurrencen, tilbuddet eller lignende er helt fjernet).

Ved 2. overtrædelse af reglerne, bliver den nominerede diskvalificeret, fjernet fra listen og kan først deltage igen året efter.

For ikke-nominerede:

Vi har set eksempler, hvor ikke-nominerede personer og virksomheder ønsker at hjælpe deres favorit på vej og uopmærksomt overtræder ovenstående regler. I disse tilfælde er det nødvendigt at skille uretmæssige stemmer fra uden at skade den nomineredes egen indsats, og OpdagDanmark vil ud fra tid og antal stemmer fjerne en mængde ud fra eget skøn. Vi gør efterfølgende tydeligt opmærksom på sagen, hvem der har brudt reglerne hvornår og skilte med, hvor mange stemmer, vi har fjernet. Derfor: læs reglerne og lad være med at bryde dem!

Tips og råd til de nominerede

Der er mange måder, hvorpå man som nomineret kan forbedre sin chance for at få nok stemmer til at komme med på vores kort over Danmarks bedste i sin kategori – og måske endda ende med at vinde. Vi har her samlet en række tiltag, der har været anvendt af tidligere vindere:

Del mere end 1 gang. Det er sjældent at et opslag, når ud til alle dine følgere på sociale medier. Derfor kan du med fordel opfordre folk til at stemme over flere omgange. Undlader du at gøre det for ofte og lige efter hinanden, så anses det heller ikke for spam. Vi hører også fra tidligere vindere, at opslagene er rigtig gode til at aktivere følgere, så man får mere interaktion på sin Facebook-side og gode samtaler med kunderne.

Bed netværket om hjælp. Mange lokale/trofaste kunder vil hellere end gerne være med til at sprede dit budskab og få flere stemmer. Som nomineret i en afstemning, får du en unik sms-kode og den er nem at dele i dine kanaler, offline som online.

Link til afstemningen fra din hjemmeside. Din hjemmeside er knudepunkt for mange af dine mest loyale kunder. Med et link til afstemningen kan du sikre dig et ekstra boost til antallet af stemmer.

Bed om hjælp fra lokale nyhedsmedier. Positiv opmærksomhed til et bestemt sted er også positiv opmærksomhed til området. Derfor har din lokale avis, turistbureau m.m. også noget at vinde ved at hjælpe de nominerede i deres område. Kan du få dem til at dele dit opslag/link til afstemningen kan det forbedre dine chancer gevaldigt. Det ser vi talrige eksempler på.

Privatlivspolitik i forbindelse med afstemningner

For at kunne lave afstemninger, hvor du kan nominere og stemme på din favoritter, mens vi udelukker forsøg på snyd o.lign., bruger vi værktøjer, der anvender cookies, og hvor du afgiver nogle ikke-følsomme oplysninger. Du kan læse meget mere om vores generelle cookie- og privatlivspolitik, men for god ordens skyld har vi inkluderet den del af politikken, der gør sig gældende i forbindelse med afstemninger, så er der fuldstændig gennemsigtighed.

Her er, hvad du skal være opmærksom på:

– Hvis du nominerer en kandidat via kommentarfeltet, indtaster du oplysninger om navn, mailadresse, en evt. hjemmeside og kommentar. Disse oplysninger lagres sammen med registrering af ip-adresse (til sikring mod spam) i vores database

– Når du stemmer, lagres informationer om tidspunkt, telefonnummer og stemmevalg i vores database, som kun OpdagDanmark har adgang til. Det gør vi rent praktisk for at kunne vise antal af stemmer og finde en vinder. Ingen af disse oplysninger videregives til 3.part. 

– For at forhindre snyd laver vi løbende stikprøver og kontakter nogle af de telefonnumre, der har være anvendt til at stemme. Derfor kan det også hænde, at vi ringer til dig, såfremt du har stemt.

Du afgiver ingen personfølsomme oplysninger ved din deltagelse i vores afstemninger. Navn, telefonnummer, mail- og ip-adresse er at regne som persondata og vi har derfor taget alle sikkerhedsmæssige foranstaltninger for at sikre, at ingen udover OpdagDanmarks betroede medarbejdere får adgang til disse data.

Vi sletter løbende data fra vores afstemninger, når de ikke længere anvendes på siden.

Læs mere i vores cookie- og privatlivspolitik

da_DK