Regler og vilkår for afstemninger

Hvad der er tilladt, hvad der ikke er — og hvad vi gør for at hindre snyd i afstemningerne.

Har du et spørgsmål, du ikke finder svar på herunder, er du mere end velkommen til at skrive til os på info@opdagdanmark.dk.

Hvor ofte kan man stemme?

Du kan stemme på alle dine favoritter – men kun 1 gang på hver.

Kan man stemme flere gange?

For at forhindre snyd og muligheden for at stemme utallige gange, kræver vores afstemningsmodul, at du bekræfter dine stemmer med en sms. På den måde kan man kun stemme én gang pr. telefonnummer pr. sted, og på den måde får vi en fair afstemning.

Hvorfor skal jeg bekræfte med sms?

For at forhindre snyd med afstemningerne men samtidig gøre det så nemt og anonymt at stemme som muligt, har vi indført en sms-kontrol, når du stemmer. Det er slut med afstemninger, hvor man kan stemme flere gange og snyde ved at rydde cookies eller snyde med ip-adresse. Med vores sms-tjek kan alle med et mobilnummer afgive en stemme.

Dit nummer bliver kun brugt til at tælle stemmen og til stikprøver mod snyd, og det videregives ikke til tredjepart. Læs mere i vores cookie- og privatlivspolitik.

Hvorfor er det ikke alle steder, der er med?

OpdagDanmarks afstemninger foregår via nomineringer. Hvis ikke der er nogle, der vil stemme på et sted, så er der ingen grund til at have det med på listen. Især fordi, vi så får nogle utroligt lange lister.

På siderne for afstemningerne finder du en boks, hvor du kan nominere dine favoritter. Boksen er åben frem til afstemningen går i gang og de første 24 timer derefter — så når du det ikke inden, kan du stadig nå at få din favorit med. Derefter kan der kun stemmes på dem, der blev nomineret.

Er det gratis at være med?

Selvfølgelig er det gratis. Alle skal have mulighed for at være med i deres kategori på lige vilkår. Derfor koster det aldrig noget at komme med i afstemningerne, og da vi lægger stor vægt på troværdighed, er det selvfølgelig ikke muligt at købe sig til flere stemmer hos os.

Hvad må og må man ikke gøre for at få flere stemmer?

Med OpdagDanmarks afstemninger har vi til hensigt at finde frem til de bedste steder i Danmark. Dem finder vi ved at nå ud til de mennesker, der via egen erfaring kan anbefale deres favoritter. Kreative tiltag som køb af taletidskort, konkurrencer og attraktive præmier m.m. kan imidlertid underminere dette og få folk til at stemme på steder uden at have kendskab til stedet.

For at undgå dette har vi lavet lister, der beskriver de ting, man må og ikke må:

Du må ikke

  • Bruge konkurrencer, tilbud og rabatter under OpdagDanmarks afstemninger
  • Give/tilbyde produkter/ydelser gratis til folk mod at få dem til at stemme (medmindre det er tilladt under “Du må gerne” herunder)
  • Købe taletidskort for at stemme mange gange

Du må gerne

  • Booste dine opslag vedrørende afstemningen på sociale medier
  • Bruge en præmie udstedt af OpdagDanmark ifm. afstemningen til at markedsføre din egen deltagelse
  • Kreditere prisen på en takseret sms for kunden. Har en kunde fx. givet 3 kr. for at stemme på dig, må du gerne give kunden 3 kr. i rabat på et køb hos dig

Disse regler gælder for alle, nominerede som ikke-nominerede. Oplever du snyd, så kontakt os på info@opdagdanmark.dk.

Vi foretager løbende stikprøver og kontakter folk, der har stemt, for at sikre os, at der ikke bliver snydt. Opdager vi større mængder af ukontaktbare, lignende telefonnumre, forbeholder vi os retten til at fjerne disse.

Er du i tvivl om, hvorvidt et tiltag overtræder vores regler? Så tøv ikke med at skrive til os på info@opdagdanmark.dk eller telefon 70 60 53 32.

For nominerede

Ved 1. overtrædelse af ovenstående regler får den nominerede en advarsel og stemmerne fjernes for de efterfølgende 24 timer fra overtrædelsestidspunktet (eller indtil konkurrencen, tilbuddet eller lignende er helt fjernet).

Ved 2. overtrædelse af reglerne, bliver den nominerede diskvalificeret, fjernet fra listen og kan først deltage igen året efter.

For ikke-nominerede

Vi har set eksempler, hvor ikke-nominerede personer og virksomheder ønsker at hjælpe deres favorit på vej og uopmærksomt overtræder ovenstående regler. I disse tilfælde er det nødvendigt at skille uretmæssige stemmer fra uden at skade den nomineredes egen indsats, og OpdagDanmark vil ud fra tid og antal stemmer fjerne en mængde ud fra eget skøn. Vi gør efterfølgende tydeligt opmærksom på sagen, hvem der har brudt reglerne hvornår og skilte med, hvor mange stemmer, vi har fjernet. Derfor: læs reglerne og lad være med at bryde dem!

Tips og råd til de nominerede

Der er mange måder, hvorpå man som nomineret kan forbedre sin chance for at få nok stemmer til at komme med på vores kort over Danmarks bedste i sin kategori – og måske endda ende med at vinde. Vi har her samlet en række tiltag, der har været anvendt af tidligere vindere:

  • Del mere end 1 gang. Det er sjældent at et opslag, når ud til alle dine følgere på sociale medier. Derfor kan du med fordel opfordre folk til at stemme over flere omgange. Undlader du at gøre det for ofte og lige efter hinanden, så anses det heller ikke for spam. Vi hører også fra tidligere vindere, at opslagene er rigtig gode til at aktivere følgere, så man får mere interaktion på sin Facebook-side og gode samtaler med kunderne.
  • Bed netværket om hjælp. Mange lokale/trofaste kunder vil hellere end gerne være med til at sprede dit budskab og få flere stemmer. Som nomineret i en afstemning, får du en unik sms-kode og den er nem at dele i dine kanaler, offline som online.
  • Link til afstemningen fra din hjemmeside. Din hjemmeside er knudepunkt for mange af dine mest loyale kunder. Med et link til afstemningen kan du sikre dig et ekstra boost til antallet af stemmer.
  • Bed om hjælp fra lokale nyhedsmedier. Positiv opmærksomhed til et bestemt sted er også positiv opmærksomhed til området. Derfor har din lokale avis, turistbureau m.m. også noget at vinde ved at hjælpe de nominerede i deres område. Kan du få dem til at dele dit opslag/link til afstemningen kan det forbedre dine chancer gevaldigt. Det ser vi talrige eksempler på.

Privatliv i forbindelse med afstemninger

For at kunne lave afstemninger, hvor du kan nominere og stemme på dine favoritter, mens vi udelukker forsøg på snyd o.lign., bruger vi værktøjer, der anvender cookies, og hvor du afgiver nogle ikke-følsomme oplysninger. Du kan læse meget mere i vores generelle cookie- og privatlivspolitik, men for god ordens skyld har vi inkluderet den del, der gør sig gældende i forbindelse med afstemninger, så der er fuldstændig gennemsigtighed.

Her er, hvad du skal være opmærksom på:

  • Hvis du nominerer en kandidat, indtaster du oplysninger om navnet på stedet og dets adresse. Disse oplysninger lagres sammen med registrering af ip-adresse (til sikring mod spam) i vores database.
  • Når du stemmer, lagres informationer om tidspunkt, telefonnummer og stemmevalg i vores database, som kun OpdagDanmark har adgang til. Det gør vi rent praktisk for at kunne vise antal af stemmer og finde en vinder. Ingen af disse oplysninger videregives til 3. part.
  • For at forhindre snyd laver vi løbende stikprøver og kontakter nogle af de telefonnumre, der har været anvendt til at stemme. Derfor kan det også hænde, at vi ringer til dig, såfremt du har stemt.

Du afgiver ingen personfølsomme oplysninger ved din deltagelse i vores afstemninger. Navn, telefonnummer, mail- og ip-adresse er at regne som persondata og vi har derfor taget alle sikkerhedsmæssige foranstaltninger for at sikre, at ingen udover OpdagDanmarks betroede medarbejdere får adgang til disse data.

Betaling og fortrydelsesret

Vilkårene for den takserede sms — prisen, og at en afgivet stemme ikke kan fortrydes — står på vilkår for sms-afstemninger.