Rubjerg Knude Fyr

Historisk fyrtårn på den danske vestkyst

På vejen mellem Lønstrup og Løkken finder du et af Danmarks mest kendte vartegn, Rubjerg Knude Fyr. Det særdeles populære udflugtsmål, der hvert år besøges af mere end 250.000 gæster, har tårnet over knuden siden 1899.

I mange år har fyret været på vej til at ryge i havet, som det allerede er tilfældet for murbrokkerne fra caféen, fyrmesterboligen og museumsbygningen. Disse har tidligere været en del af oplevelsen, når du besøgte Rubjerg Knude Fyr, men som med så meget andet på Rubjerg Knude, er det blevet fortæret af sandflugten.

Fyrets betydning for Lønstrup og Nordjylland er dog så stor, at Hjørring Kommune i 2019 bestilte en flytning af fyret, så du også i årene fremover kan nyde en udflugt til Rubjerg Knude og udsigten fra fyrtårnets top.

Se den vilde sandfygning og fabelagtige udsigt over knuden her:

Afspil video

Vandrerute og gåtur til fyret

kløverstier lønstrup

Har du lyst til at vandre fra Lønstrup by og ud til fyret, kan du følge Nordsøstien eller begive dig ud på den 11 km lange sorte kløversti i Lønstrup, der udover at komme forbi fyret, også tager dig forbi Vennebjerg Kirke og Mølle samt flere hyggelige gårdbutikker, som fx. Lophave Hereford.

Flytning af Rubjerg Knude Fyr i 2019

rubjerg fyr flytning
Fyret på skinner og klar til flytning

Der har længe været tvivl om, hvorvidt Rubjerg Knude Fyr skulle flyttes eller have lov at styrte i havet. Der har været delte meninger, men i slutningen af 2018 blev det endeligt besluttet at flytte fyret 60-80 meter ind i landskabet, så fyret i mange år fremover kan agere udflugtsmål og turistmagnet for området.

I maj 2019 blev det besluttet, at det er den lokale murermester Kjeld Pedersen, der skal flytte fyret. En opgave murermesteren aldrig før har prøvet:

– Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Jeg har aldrig prøvet at flytte et fyr før, men jeg ved, at jeg har fået de bedste folk til at hjælpe mig, har murermesteren udtalt til en lokal avis.

Frem til d. 14. august 2019 var Rubjerg Knude Fyr åbent for offentligheden på det oprindelige ståsted. Herefterblev området spærret af, og i uge 43 går murermesterens hold i gang med at flytte fyret 60-80 meter ind i landskabet.

22. oktober blev flytningen gennemført under stor bevågenhed af nyehdsbmedier verden over, og murermester Kjeld blev danmarkseje.

16. november blev der holdt stor genåbningsfest, og herefter blev det igen muligt at tage turen op i fyrets top.

Dato for flytning: 22. oktober 2019 med start ca. kl 9. 

Genåbning: 16. november 2019 kl. 16, hvor der vil være stor indvielsesfest.

Historien

Udsigten til en dramatisk skæbne var ikke til at forudsige, da man i år 1900 byggede et fyr på Rubjerg Knudes højeste punkt, cirka 60 meter over havet. Med over 200 meter ud til kystskrænten og med kun ringe tegn på sandflugt, kan man næppe bebrejde bygherrerne, at de ikke forudså problemerne.

Allerede få år efter at fyret var taget i brug, begyndte problemerne dog. Bygningerne skabte læ for det fine sand, der blev blæst op fra den stejle skrænt. Inden længe var der dannet klitter mellem fyret og havet, og fyrmesterens køkkenhave sandede til, og brønden blev fyldt.

For at dæmpe sandet beplantedes klitten med marehalm – med det resultat, at klitten blot voksede sig større. Jo mere man plantede, jo mere voksede klitten. I løbet af få årtier lå sandet så højt, at det til tider var umuligt at se fyrlyset fra havet.

Allerede i 1920’erne måtte man jævnligt bortkøre store mængder sand, og i begyndelsen af 1950’erne var klitten vokset så meget, at skibene ikke længere kunne høre tågesignalet.

Der var på et tidspunkt overvejelser om en forhøjelse af tårnet, men de blev opgivet. 1. august 1968 slukkedes fyret for sidste gang.

Fyrtårnet er 23 meter højt og var fra begyndelsen udstyret med eget gasværk til brug for belysning og drift af tågehorn. Man mente, at lys fra fedtgas fremstillet på olie havde en bedre evne til at trænge igennem i tåget vejr. Lyset kunne ses på en afstand af op til 42 km.

I 1906 blev gassen afløst af petroleum, og i 1934 blev der indgået kontrakt med jævnstrømselværket ved Liver Mølle om levering af elektricitet.

Arbejdet med fyret

Fyret var fra starten bemandet med en fyrmester, en fyrassistent og en fyrpasser. Arbejdet var ofte slidsomt – ikke mindst de første år med gasdrift. I storm skulle der holdes øje med skibe i nød. De fugle, der var fløjet mod linsehuset, skulle indsamles til Zoologisk Museum. Maskiner skulle holdes funktionsdygtige, bygningerne skulle kalkes og males ude og inde, og sandet holdes fra døren.

Kystnedbrydningen medfører, at klinten rykker længere og længere ind i land, og sandklitten ændres til stadighed. I 1992 blev kampen mod sandet helt opgivet, og sandet fik lov til at “æde” fyrbygningerne.

OpdagDanmarks tips til stedet

  • Besøg Rubjerg Knude mindst én gang og gerne på forskellige årstider. Naturen ændrer sig helt fantastisk og området er også fantastisk iklædt Kong Vinter
  • Mange vælger den oplagte vej – parkerer på den gængse p-plads og går af vejen direkte til fyret. Prøv at tage turen til Rubjerg Knude Klitplantage, der ligger lidt længere syd for den kendte p-plads. Her vil opleve det fantastiske landskab på en anden måde – og vandre gennem en gammel kirkegård og gamle gravsten.
  • Et besøg kan med fordel kombineres ifm. spisning og/eller ophold på badehotellet hos Villa Vest

Praktiske informationer

  • Parkering: Du finder en stor parkeringsplads ved Fyrvejen 110, 9480 Løkken
  • Åbningstider: Der er døgnåbent alle årets dage
  • Billetter og entré: Gratis

Ofte stillede spørgsmål / FAQ

Opførelsen begyndte i 1899, og i 1900 kunne man fra første gang opleve lyskeglen fra fyrtårnet strække sig ud over Vesterhavet.

Fyret kan besøges døgnet rundt, 365 dage året rundt.

Ja, det er 100% gratis.

Ja. Der er gratis parkeringsplads. Herfra er der 300 meter til fyret.

Nej, desværre. Adgang med kørestol kan ikke anbefales. Som gangbesværet kan du dog komme tæt på via grusvejen fra parkeringspladsen. Denne stopper dog ved foden af sandbanken, som fyret står på.

Der er intet opsyn med antallet af gæster, men det anslås, at der hver år er 250.000 besøg på stedet.

Flytningen af fyret sker tirsdag d. 22. oktober. Start ca. kl. 9 og ca. 10 timer frem.

Midt mellem Løkken og Lønstrup i Nordjylland. Adressen er Fyrvejen 110, 9480 Løkken.

7 anmeldelser

  1. Weg und Aussicht unvergleichlich großartig!

    Ich komme seit 1960 jedes Jahr her. Damals war ich 16 Jahre alt! Noch heute beeindruckt mich der Leuchtturm und die Landschaft rundherum!! Gerade heute bin ich von Lønstrup aus bis zur „Rudbjerg Knude“ gewandert. Andrea aus Husum/ Nordfriesland

  2. Pris

    Hva koster det ialt for at få flyttet det fyr.

    Finanslov har afsat 5 millioner

  3. God historie

    Enormt spændende Men hvor dybt nede er soklen ?

  4. Super initiativ

    Jeg er kommet deroppe siden jeg vel var 12 år og nu er jeg 70.
    Var der sidste år med familie fra Canada og nu følger de flytningen på afstand.
    Kommer derop igen senest til sommer håber jeg.
    Det bliver godt

  5. Spændende projekt

    Fantastisk sted og meget spændende projekt. Da jeg meget gerne vil overvære selve flytningen, vil jeg gerne vide, om der er sat en dato på?
    Anne

  6. Spændende historie

    Besøgte fyret i sommer fik en fantastisk oplevelse dels ved at se hvor meget der var ændret i forhold til mit seneste besøg for 15-20 år siden. Men også at se forberedelserne til flytning af fyrtårnet, på tænker at overvære flytningen i oktober.
    Holder tidspalnen, at flytningen bliver i uge 43?

  7. Fantastisk sted og historie.

    Det er helt fantastisk at besøge fyret og høre dets historie. Og jeg kan da tilføje, at der går et art sandorm, traktor med vogn, kaldet “Knuden” op til sandbanken, hvor fyret står. Den kører efter behov :-9

Efterlad et svar til Andrea Röhl Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fyrvejen 30
Løkken 9480 Hjørring DK
Find vej med Google Maps