Lokalproducenter og gårdbutikker i Nordjylland

Der er så mange skønne gårdbutikker og lokale smagsoplevelser i det danske land, som mange desværre ikke ved hvor de kan finde. Det vil vi gerne lave om på, og vi har derfor lavet en liste over gårdbutikker og lokale smagsoplevelser i Nordjylland.

De mange lokale ildsjæle sælger spændende produkter, som spænder fra alt fra grønsager og kød til marmelade og spiritus.

Brug vores kort

Længere ned på denne side finder du beskrivelser af alle de mange spændende producenter og butikker, men du kan også gå til vores kort og hurtigt finde steder i nærheden af dig.

Den Gode Gård

Den Gode Gård er et lille økologisk jordbrug ved Sindal, som producerer førsteklasses kød af kaniner, kyllinger, ænder, gæs og grise. Dyrene opdrættes på friland og flyttes ofte til nye folde. Det giver glade dyr med god smag, da de hele tiden har nye insekter, rødder, urter og friskt græs at spise.

Er du medlem af KlubDanmark, får du 5% rabat i gårdens webshop.

©️ Bakken Butik

Læsø Tang

Læsø Tang er et skønt og lidt overset sted på Læsø. Her kan du spise en lækker tang-baseret frokost i sommerhalvåret, komme med på guidede tangture og så kan du også købe et væld af delikatesser i gårdbutikken. Du kan dog også få sendt til din dør via deres webshop.

Er du medlem af KlubDanmark får du endda 10% rabat i deres webshop.

Lophave Hereford

Hos Lophave Hereford i Lønstrup producerer de noget af det lækreste oksekød, du kan opdrive. I gårdbutikken finder du deres lækre delikatesser, mens du om sommeren kan tage ungerne med på ko-safari! Derudover har de foodtruck og tapasdage bare for at nævne nogle af de mange skønne tiltag, Lophave giver.

Er du medlem af KlubDanmark, får du en gratis Lophave-pølse eller -øl ved køb for 500 kr.

©️ Lophave Hereford

Thorupgaard

Mellem Brønderslev og Løkken driver Henrik og Jane Thomsen en lille gård med bondegårdsferie, glamping, kødkvæg, landkøkken, café og  gårdbutik! Der sælges hjemmelavede marmelader og saft samt grøntsager fra egen nyttehave, mens du i cafeen kan købe is, kaffe og kage. 

Vendia Honning

Vendia Honning  er en lille lokalproducent i Sindal, der producerer forskellige slags honning fra bigårde placeret rundt omkring i Vendsyssel. Flere af gårdene er økologiske, så du kan både få konventionel og økologisk honning.

Svend Hjorth er den passionerede biavler bag Vendia Honning, og efter aftale fremviser han gerne sine bigårde og fortæller om hans særdeles velsmagende passion.

Den glade Bondemand

Den Glade Bondemand driver Sønderlund Landbrug i kanten af Store Vildmose. Her er malkekøer, kødkvæg af Limousine racen, grise, høns, ænder og gæs, som går frit og passes med masser af kærlighed. Den Glade Bondemand lægger vægt på glade dyr, der trives og har et godt dyreliv. Keld og Kirsten sælger frosne udskæringer af okseog svinekød, og fra vejboden sælges æg, honning, marmelade, kartofler, friske og syltede grøntsager.

Blokhus Kød og Landbrug

Blokhus Kød og Landbrug er et mindre landbrug lidt udenfor Blokhus, som ejes af en ung landmand, Viktor Riise. Viktor producerer naturkød baseret på skotsk højlandskvæg. Kreaturerne går på naturarealer i sommerhalvåret, hvor de er med til at beskytte og genoprette sårbar natur. Vi sælger ¼, ½ og frosne udskæringer af naturkød. Fra foråret 2021 har vi desuden produktion af grøntsager, som sælges fra vejbod på Kystvejen 16, 9490 Pandrup.

©️ Grøntsagsgården

Grøntsagsgården

Grøntsagsgården ligger midt i Vendsyssel tæt på Øster Brønderslev og motorvej E39. Gården drives af Dorthe, som tilbyder friske grøntsager, hjemmelavede marmelader og saft, hjemmesyltede produkter såsom asier, squash, rødbeder og rødløg. Jeg sælger æg fra fritgående høns, og vi har desuden en sukkerfri linje med marmelader, rødbeder asier, squash, rødløg og saft.

Råvarerne er fri for sprøjtemidler og kunstgødning, og alt fremstilles med kærlig hånd efter traditionelle opskrifter. Jeg anvender kun gårdens egne råvarer, så derfor kan sortimentet variere. Til jul fremstiller vi grønkålsboller.

Bøgebæk Økologi

Gården Bøgebæk ved Tårs har været slægtsgård i over 100 år og er i dag økologisk æggeproducent. Vi har cirka 3000 brune høns, som går frit og trygt rundt i hønsegården, der er beplantet med frugttræer. I stalden benytter vi strøelse, som giver et blødt underlag, bedre sundhed, mindre stress og et bedre indeklima for hønsene. Vi fodrer hønsene med fermenteret græs/ helsæd (ensilage), som giver solgule blommer og bedst af alt – en bedre smag! Vi håndsorterer og gennemlyser æggene, som sælges til private, restauranter, udvalgte dagligvarebutikker og skoler i Nordjylland. I er altid velkomne på gården, hvor vi også har stalddørssalg af vores skønne økoæg. Følg os på Facebook for seneste nyheder og tilbud.

Den Grønne Vogn

Den Grønne Vogn har leveret grøntsager til vendelboer, turister og andet godtfolk i mange år. Vi fremstiller grøntsager fra frø til bord og sælger produkterne i Den Grønne Vogn tæt på Lønstrup. Vi dyrker ca. 40 forskellige slags grøntsager i forskellig form og farve – gulerødder, kartofler mm. Vi er specialister i tomater og har flere forskellige slags. Vi lægger vægt på bæredygtighed og hensyn til miljøet. I Den Grønne Vogn finder du sæsonens friske varer hver dag.

Brdr. Mogensen - Haldager Bær

Jordbærfarmen i Haldager har eksisteret i mere end 30 år og alle i familien Mogensen tager del i arbejdet. Foruden jordbær dyrkes der også ærter og kartofler. Bærrene plukkes tidligt om morgenen og leveres direkte til butikker i sommerlandet og i nærområdet. Produkterne kan desuden købes i vores salgsbod ved gården samt på råvaremarkedet i Blokhus. I sæsonen er der endvidere mulighed for jordbærselvpluk.

Gårdbutikken Over Ugilt

Over Ugilt er en smuk gammel gård med brostensbelagt gårdsplads beliggende ca. 10 km sydøst for Hjørring. Vi har masser af forskellige dyr, og dyrevelfærd er meget vigtigt for os. I gårdbutikken kan vi tilbyde frosne udskæringer af kødkvæg, kylling og kanin. Vi har også krondyr, lam, hestekød, vagtler, ænder, gæs, kalkuner, grillpølser, spegepølser, frugt og bær.

Eskebæk Grønt

Knud og Margit har boet på den lille ejendom Eskebæk i 26 år. Hos Eskebæk Grønt dyrker vi økologiske grøntsager og bær. Bl.a. kartofler, kål, gulerødder, løg, aronia, stikkelsbær, blåbær og hvide ribs. Fra drivhuset er der i sæsonen tomater, agurker, peber og chili. I selvbetjeningsbutikken sælger vi hjemmedyrkede grøntsager og bær samt æg. På frost sælges de økologiske bær og tomater. Vi har gårdbutik med et bredt udvalg af økologiske kolonialvarer. I fryseren finder du økologisk is, økologisk gris, -okse, -lam og -kylling. Du kan også købe hjemmelavede, syltede rødbeder, asier, tomater og marmelade. I haven står der borde og bænke, hvor du kan nyde naturen og bondegårdens liv. Velkommen til Eskebæk Grønt.

Gjøl Bigård

Hos Gjøl Bigård drives traditionel biavl med respekt for bierne og naturen. Vi producerer flere typer af honning, honningvin, mjød, propolis, blomsterpollen og bivoks. Bierne henter alt hvad de skal bruge på vores økologiske enge og blomstermarker på Gjøl, og i flere andre af Nordjyllands naturskønne områder, som Svinkløv, Slettestrand, Rødhus, Jyske ås, Thy og Østhimmerland. Nænsom behandling sikrer maksimal smag og duft i vores produkter. I sæsonen er det muligt at besøge biernes verden, at se bierne arbejde, møde en bidronning, smage på resultaterne af biernes arbejde og deltage i en honninghøst.

Thorupstrand Fiskehus

Friskfanget fisk og godt humør. Helt nede på stranden ligger Thorupstrand Fiskehus – et madhus og en fiskebutik. Her finder du frisk fisk i disken, simple fiskeretter og lokale specialiteter. I madhuset har vi et lille menukort, hvor fisken spiller hovedrollen i alle vores retter. Vi bruger altid naturskånsomt fanget fisk og vælger økologiske råvarer så vidt muligt. I kan sidde og spise på stranden, mens I kigger ud på de blå kuttere og Vesterhavet – eller krybe i ly på vores hyggelige 1. sal. Fisken fra Thorupstrand er noget ganske særligt. Det kystnære fiskeri sikrer, at fisken aldrig er lang tid undervejs. Fisken bliver bogstaveligt talt fragtet direkte fra kutterne ind i vores køledisk. Udvalget afhænger altid af dagens fangst. Følg med på vores facebookside og instagram.

Afspil video

© Ingstrup Mejeri

Ingstrup Mejeri

Ingstrup Mejeri’s historie går tilbage til 1890 og lige siden har man fremstillet kvalitetsoste og friskkærnet smør. I dag modtager Ingstrup Mejeri den friske mælk direkte fra køerne på Vrejlev Kloster. Hver eneste ost bliver passet og plejet, og er i hænderne på mejeristerne mindst 10 gange. Hver ost har sit helt eget særpræg. Mere end 130 års erfaring fra generationer af mejerister, godt håndværk og masser af kærlighed til produktet, bringer de bedste smagsnuancer frem i vore oste.

I mejeributikken kan du købe de prisvindende oste, friskkærnet smør samt en lang række lokale og udenlandske delikatesser, der hører til et godt ostebord.

Grøntsmag

Nikolaj er en erfaren gartner og har etableret ”Grøntsmag” – et mikrogartneri beliggende i Arentsminde by i Jammerbugt Kommune. Her dyrkes ca. 40 forskellige slags grøntsager og mikrogrønt, som ”Grøntsmag” er specialister i. Alle grøntsager dyrkes på skånsom vis uden brug af pesticider og maskiner, og der høstes i hånden. Der sælges her grønsager til erhverv og private mod forudbestilling.

Købmandsgaarden i Serritslev

Lokalt og naturligt! Vi er en købmandsbutik med stort fokus på lokale fødevarer. Vi sælger bl.a. oste fra Sønderhaven Gårdmejeri, Ingstrup Mejeri, æg fra Bøgebæk Økologi, marmelade fra Hybengaarden, Ryå Is, Løkken Bryghus, Tranum Mølle Destilleri, Rosenbeck Frilandskød, Glad Gris og Aurion. Mød os hver dag i den hyggelige købmandsbutik. Vi laver også gerne gavekurve med lokale fødevarer på bestilling.

Bi-Kongen

Bi-Kongen er en dedikeret biavler, der producerer 100% dansk og lokal honning. Jeg holder honningen fra mine bigårde adskilt og ud fra mærkningen på emballagen kan man se, hvilket af de 6 områder i Vendsyssel honningen kommer fra. I den tidlige sommer trækker bierne fra mælkebøtter, frugttræer og raps. Den lyse sommerhonning slynges sidst i juni måned. Sensommerhonningen er mere mørk og kraftig i smagen, den slynges i august måned. Bi-Kongen er medlem af Danmarks Biavler Forening. Vores produkter forhandles i flere dagligvare- og specialbutikker i Vendsyssel. Se forhandlerliste på hjemmesiden. I er altid velkommen til at kontakte mig for køb af mine honninger.

Lunden Gårdbutik

På gården Lunden dyrkes de sødeste jordbær, saftige ærter, grøntsager og kartofler, som sælges i vores gårdbutik. Sæsonen er fra sidst i maj med nye kartofler og jordbær. Æg, kartofler og marmelade sælges hele året. Marmeladen er fremstillet af egne jordbær og produceres af Hybengården. Vi sælger også skrællede kartofler, som er klar til gryden.

Jensen Jordbær

Hos Jensen Jordbær byder vi på hjemmeavlede, dejlige jordbær, skønne kartofler, sprøde ærter i massevis, samt løg, gulerødder og lækre vinrabarber. I vores lille gårdbutik på Jordbærgården byder vi på gratis the, kaffe, frisk isvand og saft hver dag. Her kan du købe jordbær, grøntsager og lokal honning. Jordbær og kartofler findes også i flere dagligvarebutikker i Vendsyssel.

Når jordbærsæsonen rigtig går i gang, kan der plukkes selv på jordbærmarken. I juli måned – hver søndag fra kl. 11 til lukketid – bager vi pandekager, selvfølgelig med bondekonens hjemmelavede jordbærmarmelade til. Hygge for alle, store som små. Velkommen!

© Jensen Jordbær

© Løkken Bryghus

Lille Østergårds Økologi

Lille Østergårds Økologi er et økologisk landbrug beliggende lidt øst for Brønderslev. Familien Kjelgaard har drevet gården økologisk siden 1994, og på gårdens 12 ha jord er der grøntsager, krydderurter, frugttræer og blåbær. I drivhus dyrkes tomat, agurk, chili og peberfrugter. Midt i grøntsagsmarken har vi anlagt en 800 m² blivende blomsterhave med staudebede, græsser, højbede, og utallige blomsterrækker, som varierer år for år. Blomsterne, som er til pryd og mange af dem spiselige, kan købes fra maj til oktober og i vinteren har vi tørblomster. I gårdbutikken sælges også kyllinger, kalkuner, okse og svinekød af egen produktion. Vi leverer til restauranter og lokale kokke. I bålhytten afholdes der kurser inden for blandt andet pileflet, blomsterbinding og podning. Der afholdes også musikarrangementer, gourmet aftner, økologisk høstmarked og julemarked.

Lykkesholm Æbler

Hos Lykkesholm Æbler ved Hjørring har vi en frugtplantage med 1400 æbletræer, 50 pæretræer samt solbær. Vi vægter god smag og sundhed, og er optaget af at skabe gode levesteder for insekter og småfugle. Vi har honningbier og humlebier i stader. Vi bekæmper skadelige insekter med fælder og skaber ly til ”gode insekter”, der hjælper med bekæmpelse af bladlus og viklere. I efteråret afholder vi 3 åbent hus arrangementer med rundvisning, smagsprøver og hvor du kan høre om dyrkningsmetoder. Vi har mulighed for selvpluk og sælger æblemost af egne æbler. Læs om sorterne på www.lykkesholm.dk og vores Facebook side. Her annoncerer vi nye tiltag, arrangementer m.m. Skoler, foreninger og andre interesserede er velkomne til at ringe for aftale

©️ Hybengaarden

Naturbruget Tranum

På vores økologiske landbrug dyrkes der et bredt udvalg af frilandsgrøntsager, kartofler og nu også linser, bønner og ærter. I drivhusene dyrkes tomat og agurk. Sæsonens udvalg findes i køleskabe i vejboden. Der produceres saft og sylt af gårdens frugt og grønt. Vores grøntsager og krydderurter må kæmpe med det barske vejr og det kan smages. Vi har tæt samarbejde med tre økogårde, hvor køerne spiser vores frasorteret grønt og kartofler. Udover salg i vejboden afsætter vi til måltidskasser, grossister og restauranter.

Vendelbo Honning

Vendelbo Honning er en lille biavl, som drives af Jens og Leif. Vi fremstiller god lokal honning fra Vendsyssel. Vore bistader står på frie naturarealer eller økologiske marker, især i Jammerbugten, i Fosdalen, ved Fårup og på heden ved Tranekærvej i Kås. Vi fremstiller den milde honning fra forårets blomster, pil, mælkebøtter og raps; den blide honning fra sommerens blomster og den krydrede fra sensommeren med bl.a. rødkløver og hvidkløver.

© Vendelbo Honning

Nørre Vinstrup

Nørre Vinstrup er et økologisk familieejet landbrug, der udover mælk producerer grise, kyllinger og andet fjerkræ. Vi praktiserer holistisk afgræsning med alle vores dyr. Det giver den mest nærende jord, de sundeste dyr og dermed de bedste produkter. Vi har stalddørssalg af individuelle udskæringer af svinekød, halve grise og fjerkræ. Vi vil gerne bidrage til en bedre kontakt mellem land og by, og du er derfor meget velkommen til at komme og hilse på dyrene.

Stensgård Jordbær

Stensgård Jordbær er et af de mest traditionsrige pluk-selv steder i Vendsyssel, som i mere end 30 år har produceret velsmagende jordbær og ærter. Tag familien med til Stensgård Jordbær mellem Hjørring og Løkken, og få en dejlig oplevelse på landet. Du kan plukke selv eller købe færdigplukkede jordbær, ærter og kartofler.

Alstrup Organic

Hos Alstrup Organic driver vi 150 hektar med økologisk planteavl og grovfoderproduktion. På en nærliggende gård opdrætter vi økologiske skovkyllinger, som lever det frie liv i naturlige rammer. Kyllingerne opdrættes i mindre hold med fri adgang, direkte ud til skoven. Skovkyllingerne sælges ferske eller frosne. På gården har vi også 20 ammekøer med tilhørende opdræt, som hjælper til med naturplejen omkring gården.

Udforsk flere gårdbutikker og lokale smagsoplevelser

… Og opdag flere skønne specialiteter i den landsdel som du befinder dig i. 

Find flere oplevelser i Danmark med vores gratis app

…og få tips til spisesteder og overnatningsmuligheder på farten

da_DK